Autocamperimport

Opdateret: 31. juli 2010

www.husbilsnytt.se www.bobilnytt.no

Til Forsiden

 
Få nyheder på e-mail - tilmeld dig nu!




I autocamper til Trentino - del 1

Lisbeth og Peer Neslein har pakket deres Cabby autocamper og sat kursen mod Trentino i det nordlige Italien, hvor de skal besøge 3 campingpladser.

Peer Neslein fortæller:
Vi skal møde vores kollega Mads Nielsen (fra Campingferie.dk) og hans familie, som er kørt for et par dage siden. Men vi kører ikke alene til Italien, da vi har følgeskab af Signe og Niclass og deres 3 måneder gamle datter Malu. De kører i en campingvogn og det samme gør vores søn Rasmus og hans kæreste Mette. Men dagbøgerne her handler om Lisbeth og min tur i vores autocamper.

Vi ville egentlig have været med Scandlines fra Gedser til Rostock, da det er den korteste tur til Italien, men der var udsolgt, så vi blev nødt til at tage færgen fra Rødby. Fra Puttgarden valgte vi så at dreje af mod Berlin før vi kom til Hamburg, for at undgå sommertrafikken. Det giver godt nok en længere køretur, men vi håber at der er mindre trafik.

Jeg har en indbygget VDO navigator i min Cabby autocamper, som du ser nederst i billedet, mens den øverste navigator er en Garmin Zumo, som vi tester på turen.

Min VDO har bl.a. indbygget bakkamera som er monteret, så man lige kan se min trækkugle i bunden af billedet. Det burde være et farvekamera, men ind imellem forsvinder farverne, så det er sort/hvid som du ser nu. Kameraet er uundværligt når man bakker, men er ligeledes rart, når man lige skal tjekke hvem der kører bag en. Jeg har monteret det uden om bakgearet, så jeg kan tænde og slukke det efter behov.

Trafikken glider ganske godt på motorvejen.

Desværre er der sket en ulykke lige foran os, hvor en bil er væltet. En campingvogn er ligeledes indvolveret i ulykken. Heldigvis er der kun sket materielskader.

Vi slutter dagen på en rasteplads, hvor vi parkerer autocamperen lidt på tværs, for at lave en lille gård, mellem  Signe og Niclass og Mette og Rasmus campingvogne. Og så tænder jeg min NX-5 alarm, som ligeledes har en udvendig bevægelsessensor, som hyler hvis nogen bliver stående uden for vognen. Alle sidevinduer kan holdes lukket, og frisk luft fås kun gennem taglugerne. Og nej, vi har ikke stiger på vores camper og campingvogne. Så evt. skurke kan ikke komme op på taget.

Næste dag kommer vi gennem ”øl-landet” hvor humlen står meterhøjt og vidner om at her fremstilles øl i lange baner.

Og så skal vi lige køre i skridtgang et kvarters tid, men det er også alt.

Vi køber de obligatoriske vignetter som vi skal have for at køre ad motorvejene i Østrig. Vi betaler 7,50 Euro for en 10-dages vignet. Campingvognen skal have sin egen vignet til samme pris.

Alperne rejser sig i horisonten og vi skal finde Dolomitterne, som er en særlig del af Alperne.

Vi er ankommet til Camping Vidor (www.campingvidor.it ) som ligger i udkanten af byen Pozza Di Fassa, ikke langt fra den kendte skiby Canazei. Klik her (www.findvej.dk) og se hvor Pozza Di Fassa ligger.
Parabolen er kommet op og jeg kan tage dansk TV via mit Viasat kort, som giver mig adgang til DR1, DR2, TV3 TV3+ samt TV2 News.

Camping Vidor er en klassisk bjerg campingplads anlagt i terrasser. Parceller en mellem 70-100 kvm. Og de er anlagt i en gade som du kan se. I baggrunden kan du se de klassiske Dolomitter som er en speciel bjergart, iøvrigt kaldet dolomit, der er kendt for sin grålige farve og forrevne spidser. De lokale kalder i øvrigt også Dolomitterne for "De Blege Bjerge".

På gensyn en af dagene.
Lisbeth & Peer Neslein.

Klik her og gå videre til afsnit 2: www.autocamper-nyt.dk

Relaterede artikler:

I autocamper til Trentino - del 2

I autocamper til Trentino – del 3

I autocamper til Trentino - Del 4

I autocamper til Trentino – Del 5

I autocamper til Trentino – Del 6

I autocamper til Trentino – Del 7

I autocamper til Trentino – Del 8

Om autocamper-nyt.dk | info@autocamper-nyt.dk | 2005 © Neslein Kommunikation ApS