Autocamperimport

Opdateret: 31. juli 2010

www.husbilsnytt.se www.bobilnytt.no

Til Forsiden

 
Få nyheder på e-mail - tilmeld dig nu!




Forårstur i autocamper til Tyskland og Holland - del 1

Lisbeth og jeg har pakket vores autocamper og gået og glædet os til nogle fridage hvor vi kan komme på campingtur.

Peer Neslein fortæller:
På billedet er vi stoppet på en tankstation i Karlslnunde for at købe dagens nye aviser og nogle flasker vand, så vi kan sætte kursen mod Bøjden-Fynshav færgen som vi har valgt at tage med. Vores mål er at køre til Holland, nærmere betegnet Amsterdam, men vi vil prøve at komme uden om Hamburg.

Men først skal vi til Fyn hvor vi skal med færgen fra Bøjden til Fynshav, da vi skal til Sønderborg og Verdens Ende, som jeg i forbindelse med den årlige 1. aprilsnar har proklameret at jeg vil køre til i min autocamper.


Verdens ende er en vej der ligger I Sønderborg lige ved Als Sund broen.

Lisbeth ved skiltet med udsigt til Als Sund.

A = Glostrup
B = Bøjden færgehavn
C = Verdens Ende i Sønderborg
D = Færgen i Glückstad der sejler over Elben


Vi er nåete frem til byen Glückstad ved Elben, vest for Hamburg og det er her at en færge skal sejle os over Elben og det er der åbenbart også mange andre der skal.

Mens vi venter på færgen kigger vi på bl.a. fårene som hygger sig på digerne lige ned til Elben.

Det varer ikke mange minutter før køen pludselig kører frem og det er vores tur til at køre ombord på færgen.

I mit bakkamera kan jeg se at der stadig er lidt plads bag vores autocamper til flere biler.

Jeg er gået op på færgen for at fotografere, mens Lisbeth venter ved bilen som man skal, da billetmanden kommer rundt til bilerne.

Færgen bliver godt pakket.

Og så er vi på vej ud på Elben.

Turen tager ca. 25 min og koster et par hundrede kroner. På min navigator kan jeg se at vi sejler 13 km/t.

I bakkameraet kan jeg se bilen som holder lige bag autocamperen. Jeg ville nødigt undvære mit bakkamera som jeg kører med tændt det meste af tiden. Og det er ganske lovligt, da jeg bruger det i stedet for bakspejlet. Og så er der også navigator i dette bakkamera så jeg kan blive guidet ved hjælp at stemmen i navigatoren. Jeg har monteret en knap så jeg nemt kan skifte mellem bakkamera og navigator. Men jeg kører også med en ekstra navigator for at kunne sammenligne ruterne de vælger.

Mens solen er på vej ned, er vi på vej mod Bremerhaven ca. 75 km væk. Her skal vi ind på en stellplads for at overnatte.

Gammel flot bro i Bremerhaven.

Vi har fundet vores stellplads som ligger nede mellem de gamle sluser i Bremerhaven. Vi er bare kørt ind og kørt lidt rundt indtil vi har fundet en plads hvor vi vil holde. Der er ingen lejrchef da der er selvbetjenng om aftenen, så vi har bare trukket en overnatningsbillet som koster 6.50 Euro for 24 timer. Hvis vi ønsker strøm koster det 50 cent pr. kw. Men vi har 2 batterier på ialt 190 amp i vores camper, så vi klarer os. I morgen skal jeg nok fortælle dig mere om hvad en stellplads egentlig er.

Det er blevet mørkt og vi holder på den næsten fyldte stellplads sammen med måske 50 andre autocampere, med udsigt til lysene inde i Bremerhaven.

På gensyn
Lisbeth og Peer Neslein


Relaterede artikler:

Forårstur i autocamper til Tyskland og Holland - del 2

Forårstur i autocamper til Tyskland og Holland - del 3

Forårstur i autocamper til Tyskland og Holland - del 4

Forårstur i autocamper til Tyskland og Holland - del 5

Forårstur i autocamper til Tyskland og Holland - del 6

Forårstur i autocamper til Tyskland og Holland - del 7

Om autocamper-nyt.dk | info@autocamper-nyt.dk | 2005 © Neslein Kommunikation ApS